Det brede indeks af europæiske aktier har haft en overraskende stærk fremgang i starten af 2025 med en stigning på ca. 7 %. Den positive udvikling er i særdeleshed blevet trukket af et flyvende tysk aktiemarked, der er steget ca. 13 % (pr. 11.03.2025).
De flotte stigninger i Tyskland kommer, efter at landet igennem en længere årrække har stået i stampe med meget lave vækstrater.
Hvorfor stiger Tyskland?
At aktierne i Tyskland har oplevet en så markant stigning, skyldes flere faktorer:
- USA’s præsident Trumps politiske zig-zag kurs har indirekte gavnet det tyske aktiemarked.
- Den tyske regering har annonceret planer om at lempe den såkaldte ”gældsbremse” for at muliggøre betydelige investeringer.
- Valget af Fredrich Merz som kansler har medført en ny økonomisk retning med fokus på at stimulere vækst gennem øgede offentlige udgifter.
- Den forventede indsprøjtning til økonomien vil og har gavnet sektorer som infrastruktur, informationsteknologi, telekommunikation og forsvarsindustrien.
Mens amerikanske aktiemarkeder er negativt påvirket af bekymringerne om effekten på den indenlandske økonomi, når eller hvis toldsatserne bliver gennemført, har det tyske aktiemarked haft helt andre positive briller på og en helt anden fart.
Bl.a. har den tyske regering annonceret en særlig fond på 500 milliarder euro, som primært er målrettet forsvar og infrastruktur. Det har investorerne taget godt imod.

Stadig billige aktier
Selvom de tyske aktier har set flotte stigninger i 2025, er det tyske aktieindeks stadig meget billigt og handler på en pris, der er ca. 45% lavere end det brede globale aktieindeks (når man vurderer pris pr. indtjeningskrone, P/E).
De økonomiske nøgletal i Tyskland er p.t. meget svage, men der er tegn på, at nøgletallene har set en bund, og derfor vil en endelig godkendelse af ”hjælpepakken” have en forventelig positiv effekt på aktiemarkedet.
Er der mere i tyske aktier?
Som den sikkerhedsmæssige situation ser ud i Europa for nuværende, vil der stadigvæk være et stort behov for en styrkelse af infrastruktur, indkøb af militært udstyr m.v. i Europa. Og her er Tyskland en stor spiller på markedet.
Forhåbningen om lavere gaspriser er blevet større, efter Ukraine er kommet til enighed med USA om en 30 dages våbenhvile, hvilket ses som første skridt mod en fredsaftale. Dog skal Rusland tilgå aftalen og senere åbne gashanerne. Potentialet for en våbenhvile vil, alt andet lige, understøtte de europæiske aktiemarkeder yderligere.
Af Investeringskonsulent Torben Madsen