05. jul. 2024 kl. 14:49
80 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier går frem og renter tilbage efter amerikansk jobrap...

Ugens nøgletalsmæssige højdepunkt i form af den amerikanske jobrapport er fredag blevet mødt med højt humør på aktiemarkedet herhjemme og på det amerikanske marked for aktieindeksfutures.

Imens bakker renterne, efter at arbejdsløsheden uventet steg i juni, mens tempoet for lønstigningerne som forventet aftog på årsbasis. Jobskabelsen uden for landbruget viste samtidig en stor afmatning, og selv om den i juni ikke var helt så stor som ventet af økonomerne, spreder en større revidering af sidste måneds tal glæde på aktiemarkedet.

Umiddelbart efter offentliggørelsen har det danske C25-indeks øget sin stigning til 0,3 pct. fra 0,2 pct., og i USA stiger futures nu med 0,1-0,2 pct. fra før minus 0,1 til plus 0,2 pct.

I USA siver renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation med 3 basispoint til 4,30 pct. efter jobtallet. Imens har en indledningsvis svækkelse af dollar mod euro stort set fortaget sig. Euro handles til 1,0289 dollar mod 1,0826 dollar før offentliggørelsen.

Beskæftigelsesrapporten viste i juni en jobskabelse på 206.000, hvor der ellers var ventet 190.000. Til gengæld er sidste måneds tal blevet revideret ned til 218.000 fra før 272.000 job.

Samtidig steg arbejdsløsheden til 4,1 pct. mod en forventning om et fastholdt niveau på 4,0 pct.

Timelønningerne steg helt som ventet med 3,9 pct. på årsbasis - en afmatning fra 4,1 pct. måneden før.

RENTESÆNKNING I SEPTEMBER EN MULIGHED

Jobrapporten er godt nyt for aktiemarkedet, der har forsøgt at spore sig ind på, hvornår den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil begynde at sænke sine renter fra det nuværende niveau på 5,25-5,50 pct.

- Samlet set er der tale om en jobrapport til den lidt svagere side, der viser, at den amerikanske økonomi nu er ved at foretage en blød landing efter en periode med ekstraordinært høj jobvækst, skriver cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en kommentar.

- Som tingene ser ud nu, så er en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank til september bestemt en mulighed, fortsætter han.

Hvis udviklingen fra junirapporten varer ved i de kommende måneder, kan endnu en rentenedsættelse i enten november eller december også komme i spil, tilføjer Tore Stramer.

I Sydbank peger man også på september og måske december som passende tidspunkter til at lempe pengepolitikken.

En sænkning i juli er dog fortsat udelukket, mener Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen.

- Indtil videre er svaghederne på arbejdsmarkedet ikke udtalte nok, og inflationen ikke lav nok til, at Federal Reserve kan trykke på knappen og sænke renten, skriver han.

- Derfor vurderer vi også, at rentemødet her senere i juli er en postgang for tidligt.

Markedet deler cheføkonomernes holdning. Her viser handlen med rentefutures, at der nu indregnes to rentesænkninger i år. Først i november er første rentenedsættelse indregnet, mens den anden er ventet i december.

Forud for beskæftigelsesrapporten var der ventet lige under to sænkninger af renten.

.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: finans@marketwire.dk , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Mest læste artikler

19. jun. 2024 kl. 11:00

Ny konge på aktiemarkedet

Ny konge på aktiemarkedet
23. maj 2024 kl. 15:00

NVIDIA overgår alle forventninger

NVIDIA overgår alle forventninger
30. apr. 2024 kl. 12:00

Sydinvest vinder europæisk pris

Sydinvest vinder europæisk pris
06. jun. 2024 kl. 15:40

ECB: Første rentenedsættelse siden 2019

ECB: Første rentenedsættelse siden 2019
06. maj 2024 kl. 12:00

Tabte aktiemarkedet pusten?

Tabte aktiemarkedet pusten?
20. jun. 2024 kl. 15:00

Kan Japan få betydning for dit afkast?

Kan Japan få betydning for dit afkast?

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her