06. jun. 2024 kl. 15:40
1357 visninger

ECB: Første rentenedsættelse siden 2019

Torsdag eftermiddag har Den Europæiske Centralbank (ECB) nedsat styringsrenten for første gang siden 2019. Det markerer de første skridt væk fra et historisk højt renteniveau i Europa.

Helt som ventet har ECB netop sænket renten fra 4 procent og ned til 3,75 procent. Det er blevet muliggjort af, at de senere års massive opstramning af pengepolitikken har presset inflationen ned i et mere tåleligt leje og kvalt den økonomiske vækst i store dele af eurozonen.

”Rentenedsættelsen har været indregnet i finansmarkederne i en længere periode,” meddeler cheføkonom Søren Kristensen. ”Alligevel stiger renterne lidt, da ECB er mere hård i tonen end forventet og nedtoner forventningerne til flere rentenedsættelser.”

Hvad betyder det for danskerne?

For investorer i danske obligationer betyder ECB’s rentenedsættelse, at renten på korte obligationer vil falde en smule, mens de lange obligationer vil fastholde det nuværende renteniveau i længere tid. For de korte obligationer vil det betyde en lille kursgevinst.

Dagens rentenedsættelse kommer også danske boligejere og andre med variabelt forrentede lån til gode.

”Vi forventer, at Danmarks Nationalbank senere i eftermiddag følger trop og sænker den danske styringsrente fra 3,60 procent. til 3,35 procent,” forudser Søren Kristensen.

Mindre selvsikker centralbank

Selvom både væksten og inflationen er langt mindre end tidligere, så er det bestemt ikke sådan, at europæisk økonomi higer efter lavere renter. Arbejdsløsheden er rekordlav, og det afføder i øjeblikket nogle lønstigninger, der set med centralbankens øjne er lidt for høje.

”ECB reagerer på nøgletallene ved at formulere sig mindre selvsikkert omkring udviklingen i inflationen, og samtidig løfter ECB sin prognose for inflationen over de kommende år,” uddyber Søren Kristensen. ”Her bør man dog hæfte sig ved, at ECB stadig forventer, at man kan ramme målsætningen på 2 procent. Men altså fortsat først i 2026.”

Lang rejse mod lave renter

Den robuste økonomi betyder dog, at det langtfra er givet, at dagens rentenedsættelse er startskuddet til en perlerække af rentenedsættelser.

”ECB signalerer nu ikke længere, at man er på nippet til at sætte renten længere ned. Det forventer vi sådan set heller ikke, men vi forventer nu alligevel en eller to rentenedsættelser yderligere senere på året,” forklarer Søren Kristensen. ”Her er det værd at hæfte sig ved, at centralbanken endnu engang understreger, at beslutningerne om flere rentenedsættelser afgøres af udviklingen i økonomien. Derfor er det langtfra givet, at de kommer.”

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,5
Baseret på 13 anmeldelser

Mest læste artikler

23. maj 2024 kl. 15:00

NVIDIA overgår alle forventninger

NVIDIA overgår alle forventninger
15. apr. 2024 kl. 15:20

Megatrends leverer flotte afkast

Megatrends leverer flotte afkast
19. jun. 2024 kl. 11:00

Ny konge på aktiemarkedet

Ny konge på aktiemarkedet
17. apr. 2024 kl. 09:00

Megatrends: Robotterne kommer

Megatrends: Robotterne kommer
09. apr. 2024 kl. 09:00

Forårsstemning på markederne

Forårsstemning på markederne
30. apr. 2024 kl. 12:00

Sydinvest vinder europæisk pris

Sydinvest vinder europæisk pris