Et amerikansk valg fyldt med paradokser

I 1992 formulerede Bill Clintons præsident­kampagne det berømte slogan: ”It’s the economy, stupid!” Følger man denne logik i 2024, burde der ikke være nogen tvivl om, at Joe Biden bliver genvalgt. Arbejdsløsheden er gået fra over seks ­procent, da Biden tiltrådte, til under fire procent i størstedelen af Bidens præsident­tid. Det er en bedrift, som vi skal 50 år tilbage i historien for at finde magen til. 

Derudover står præsidenten sammen med Kongressen bag tre store lovpakker, der poster milliarder af dollars i den grønne omstilling, fremmer højteknologiske løs­ninger og forbedrer den skrantende infrastruktur. Der er tale om beslutninger, som styrker USA i det globale kapløb, uanset om det drejer sig om klima, teknologi eller noget helt tredje. Ligeledes skaber beslutningerne millioner af vellønnede arbejdspladser i USA.

Lav opbakning til præsidenten

Alligevel er en af de største gåder i amerikansk politik, hvorfor Bidens opbakning ikke er større, når den amerikanske økonomi buldrer derudad. I skrivende stund ligger præsidentens opbakning på cirka 40 procent. Det er et niveau, der som udgangspunkt tilsiger, at det er urealistisk at få fire år mere i Det Hvide Hus.

En central del af forklaringen er, at de mange gode økonomiske nyheder bliver neutraliseret af Bidens største politiske nemesis – inflationen. For her findes der ikke en politisk pendant til Panodil Zapp, der hurtigt afhjælper hovedpinen. Inflationen har været på det højeste niveau i 40 år, hvilket er uvant for størstedelen af amerikanerne. I 2022 lå inflationsraten på over ni procent. Her i 2024 er den markant lavere – cirka tre procent – men stadig omtrent dobbelt så høj som i november 2020, hvor Biden vandt en snæver sejr over Trump. 

Indkøbsturen er dyrere

Amerikanerne oplever samtidig, at det er blevet væsentligt dyrere at handle, end det var, da Biden tiltrådte. Dagligvarepriserne er steget med 25 procent over de sidste fire år. Det er selvfølgelig noget, man lægger mærke til, uanset om man handler i Walmart eller Whole Foods. Selvom lønstigningerne på det seneste har været større end inflationen – og der altså er tale om en reallønsfremgang – føles det for mange amerikanere ikke sådan. 

For som Karen Dynan, der er professor ved Harvard University, så fint har opsummeret det, så er der forskel på "frokostregningen, som du ser hver dag […] i forhold til den lønstigning, du får én gang om året.” 

Trump-kampagnen har da også længe godtet sig godt og grundigt over de høje dagligvarepriser under sloganet ”Amerikanere køber ikke Bidenomics – de har ikke råd til det”.

Valg mellem pest eller kolera

Tommelfingerreglen er, at amerikanske præsidenter typisk ikke opnår genvalg, hvis deres opbakning i de såkaldte approval ratings er under 50 procent. Undtagelsen, der bekræfter reglen, er George W. Bush i 2004. Meget tyder dog på, at denne tommelfingerregel ikke længere er brugbar.

Polariseret politik

Økonomien vil selvfølgelig stadig have stor betydning for præsidentvalgets udfald. Det større spørgsmål er dog, om økonomiske nøgletal stadig er lige så brugbare som politiske pejlemærker i en tid, hvor amerikansk politik er blevet enormt polariseret?

Vi så allerede, mens Trump var præsident, at der ikke længere var samme sammenhæng mellem en bomstærk økonomi og præsidentens opbakning. Som dataana­ly­tikeren Nate Cohn fra avisen New York Times har pointeret, så er sammenhængen mellem økonomiens tilstand og præsidentens opbakning ”næsten forsvundet.”

Forklaringen er, at synet på økonomien er blevet så polariseret, at det nu afhænger af de partipolitiske briller, der ser. Vi oplever vitterligt, at holdningen til økonomiens tilstand vender på en tallerken i forbindelse med et magtskifte. I ugerne op til Joe Bidens indsættelse skiftede republikanske og demokratiske vælgere faktisk holdning: Republikanerne gik fra at mene, at økonomien var bomstærk (under Trump) til at mene, at Bidens (kommende) økonomi var dårlig. Det stik modsatte gjorde sig gældende hos demokraterne, der pludselig blev vældig begejstrede for økonomiens ­tilstand.

Med andre ord oplever vi, at det ikke ­længere er de økonomiske forhold, der afgør, hvor man sætter sit kryds. Tvært­imod er det de partipolitiske forhold, der dikterer, hvad man synes om de øko­nomiske forhold.

Angst for forandring 

Jeg er derfor tilbøjelig til at give journalisten og forfatteren Fareed Zakaria ret, når han i sin seneste bog ”Age of Revolutions” argumenterer for, at politik ikke længere grundlæggende bliver drevet af økonomi, men af spørgsmål om kultur og klasse. En modreaktion på globaliseringen, som bliver drevet af kulturel angst for forandring, hvilket samtidig er forbundet med to andre store politiske skillelinjer, nemlig land vs. by samt uddannelseskløften. 

Køber man ind på denne præmis, er det i øvrigt heller ikke svært at forstå, hvorfor en kandidat som Donald Trump og et slogan som ”Make America Great Again” har en enorm tiltrækningskraft for millioner af amerikanere, der netop synes, at livet i Amerika ikke længere er særlig 'great'.

Spørgsmålet er med andre ord ikke, hvorvidt læresætningen ”It’s the economy, ­stupid!” vil forblive relevant. Spørgsmålet er snarere i hvor høj grad. Det bliver vi ­klogere på efter valget den 5. november 2024.