07. okt. 2024 kl. 09:10
616 visninger

Kinesiske aktier stiger over 20 % i september

Inflationen følger på globalt plan sin nedadgående trend. Derfor nedsatte centralbankerne i Europa og USA som ventet deres styringsrenter, hvilket medvirkede til en bedre stemning på de finansielle markeder i september. I Kina lancerede regeringen i slutningen af måneden massive finans- og pengepolitiske tiltag, hvilket udløste markante kursstigninger på de kinesiske aktier.

Måneden startede med kursfald på aktiemarkederne som følge af en svag amerikansk arbejdsmarkedsrapport, der skabte nervøsitet for, at den amerikanske økonomi var på vej i recession. Andre nøgletal har vist, at så slemt står det nok ikke til.

I Kina lancerede regeringen i slutningen af måneden massive finans- og pengepolitiske tiltag i bestræbelserne på at nå vækstmålsætningen på 5 %. Det udløste markante kursstigninger på de kinesiske aktier.

September bød således på generelt faldende obligationsrenter og stigende aktiemarkeder. Det danske aktiemarked skiller sig markant ud med et stort kursfald primært udløst af et stort kursfald på Novo Nordisk-aktien. 

Internationale obligationer

De internationale statsrenter er faldet i september. På de modne markeder er de største rentefald indtruffet i Europa.

Rentefaldene har været størst i den korte ende af løbetidsspekteret affødt af de pengepolitiske lempelser.

I Japan er renterne nogenlunde uforandrede. Her peger pengepolitikken mere i retning af stramninger end lempelser. I USA faldt de ti-årige statsobligationer med 0,14 %-point. 

Udviklingen i internationale statsrenter (%)

Kilde: LSEG Datastream

Valutarisk udvikling

Valutaerne var nogenlunde uforandrede over for euroen og dermed den danske krone i september.

Thai baht kom med en styrkelse på 4,1 % stærkest gennem september efterfulgt af sydafrikanske rand (+2,4 %) og brasilianske real (+2,1 %).

Den amerikanske dollar blev svækket med 0,8 %. De svageste valutaer var at finde blandt nigerianske naira, russiske rubler og argentiske pesos. 

Danske obligationer

De danske statsrenter har været faldende over hele rentekurven i september. De længereløbende realkreditobligationer har givet et højere afkast end statsobligationer, hvorimod de kortere realkreditobligationer har givet et afkast på niveau med tilsvarende statsobligationer.  

Afkast på danske stats- og realkreditobligationer i september

Kilde: LSEG Datastream

Afdelingerne med mellemlange og korte danske obligationer har givet afkast, som er en smule højere end deres respektive benchmarks, hvilket primært kan henføres til overvægten i realkreditobligationer, som ikke indgår i de forskellige benchmarks.

Virksomhedsobligationer

Den aftagende recessionsfrygt og de faldende statsrenter har bevirket, at renterne på High Yield-obligationer, HY, i september er faldet mere end renten på sammenlignelige statsobligationer. Renterne på Investment Grade-obligationer, IG, oplevede et mindre rentefald end HY-obligationerne.  

Virksomhedsobligationer IG gav et afkast på 1,17 %, hvilket var på niveau med afkast på benchmark.  Virksomhedsobligationer HY gav et afkast på 0,80 %, hvilket var dårligere end benchmarkafkastet. 

Markedsudvikling for virksomhedsobligationer

Obligationstype Effektiv rente (%) Ændring seneste måned Siden årets start
Investment Grade 4,37 -21 bp -36 bp
High Yield 6,01 -32 bp -50 bp
US 10Y Treasury 3,78 -14 bp 8 bp

Kilde: LSEG Datastream

Højrentelandeobligationer

De faldende oliepriser, som faldt mere end 8 % i september, blev tolket positivt for obligationerne fra højrentelandene, idet det hjælper til med at få nedbragt inflationen.  De faldende amerikanske statsrenter var ligeledes en positiv faktor for obligationer fra højrentelandene. 
Det har medført rentefald på obligationer udstedt i både hård og lokal valuta. Rentefaldet har været størst i High Yield-segmentet. Rentespændene til tilsvarende amerikanske statsobligationer blev indsnævret.

I hård valuta skyldes en del af renteindsnævringen, at misligholdte statsobligationer i Ukraine var blevet restruktureret og dermed betalende igen. På afkastsiden klarede de ligeledes misligholdte obligationer fra Libanon sig suverænt bedst. Israels angreb på Hizbollah havde været den udløsende faktor. Herefter fulgte Maldiverne, som var positivt påvirket af, at Indien havde lånt landet 50 mio. USD. Obligationerne fra Venezuela, Angola og Senegal klarede sig dårligst i september.  

I lokal valuta muliggør de lavere amerikanske renter, at centralbankerne i højrentelandene får bedre mulighed for at sænke styringsrenterne. De fleste lande oplevede faldende renter på deres udstedelser i lokal valuta. De største rentefald indtraf i Chile, Sydafrika og Mexico, hvorimod renterne i Brasilien og Uruguay var stigende. Hertil kom, at valutaerne generelt blev styrkede. 

Udviklingen i renterne fra højrentelandene (blå=hård valuta - orange=lokal valuta)

Kilde: LSEG Datastream

I september har obligationer udstedt i hård valuta givet et benchmarkafkast på 1,7 %, og obligationer udstedt i lokal valuta har givet et benchmarkafkast på 2,5 %. Benchmark for HøjrenteLande har givet et afkast på 2,1 %, og afdelingen har klaret sig en smule bedre end sit benchmark i september.

De modne aktiemarkeder

Svage tal for arbejdsmarkedet i USA fik en negativ effekt på aktiemarkedet i starten af september, idet tolkningen var, at den amerikanske økonomi var på vej i recession, og at den amerikanske forbundsbank havde sovet i timen ved ikke allerede inden at have nedsat sin styringsrente.

Siden rettede aktiemarkedet sig, og aktierne på de modne aktiemarkeder endte med at give et afkast på 1,0 % målt i danske kroner.

Bedre efterfølgende nøgletal og nedsættelser af styringsrenterne i Europa og USA på henholdsvis 0,25 %-point og 0,5 %-point var stærkt medvirkende til at forbedre stemningen på aktiemarkederne. På de modne aktiemarkeder klarede de amerikanske aktier sig bedst, hvorimod både Europa og især Japan bidrog negativt.

I Europa kan man glæde sig over en stærk udvikling på det tyske aktiemarked, hvor Bayer og nogle af de store finansielle selskaber bidrog stærkt til den positive markedsudvikling. I Japan frygter man, at valget af en ny regeringsleder vil føre til en strammere pengepolitik.

Afdeling Megatrends har i september givet et afkast, som er lavere end afdelingens benchmark. Afdeling Kvalitetsaktier har ligeledes givet et afkast, som er lavere end afdelingens benchmark.

I Skandinavien klarede de svenske efterfulgt af de finske aktier sig bedst. I Danmark klarede blandt de toneangivende aktier DSV (+14,7 %) og Ørsted (+14,0 %) sig bedst, mens bundskraberne var at finde blandt Novo Nordisk (-16,1 %) og Genmab (-13,5 %). Danmark var hermed det svageste marked i Skandinavien i september. 

Afkast i % på de modne aktiemarkeder i september, målt i kr.

Kilde: LSEG Datastream

Valueaktierne klarede sig dårligere end vækstaktierne i september. Det er især udtalt for aktier udstedt af de mellemstore selskaber. 
Alle vore valueafdelinger har klaret sig dårligere end deres respektive benchmarks. 

Afkast i % på globale vækst- og valueselskaber fordelt på virksomhedsstørrelse i september

Kilde: LSEG Datastream

Aktier fra Emerging Markets

Aktierne fra Emerging Markets klarede sig med et afkast på 5,8 % målt i kroner markant bedre end aktierne fra de modne markeder i september. Den helt store historie har været udviklingen på det kinesiske aktiemarked, som nærmest eksploderede, efter at de kinesiske myndigheder annoncerede store finans- og pengepolitiske stimuli. Hermed ønsker man at øge forbruget. På det hårdt plagede ejendomsmarked er der blevet fjernet nogle restriktioner, og centralbanken har nedsat renten og justeret på finansieringen af køb af ejendomme til udlejning. Denne cocktail fik de kinesiske aktier til at stige voldsomt i kurs i slutningen af september. De it-tunge markeder som Sydkorea og Taiwan oplevede en rotation væk fra it-aktierne mod andre sektorer i Asien.

I Latinamerika var de brasilianske aktier under pres af bl.a. stigende renter og gav et negativt afkast i september. For en dansk investor blev afkastet en smule bedre målt i kroner, da den brasilianske real blev styrket i løbet af september. 

Afkast i % på de største markeder fra Emerging Markets i september, målt i kr.

Kilde: LSEG Datastream

Vore afdelinger på Emerging Markets har alle klaret sig dårligere end deres respektive benchmarks.

Udsigter

Med hensyn til forventningerne på de enkelte investeringsområder henvises til de kvartalsskriv, som vi publicerer på hjemmesiden i løbet af oktober. 

Af fondsdirektør Niels Skovvart, Sydinvest

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

4,3
Baseret på 11 anmeldelser

Måske vil dette også interessere dig