28. apr. 2025 kl. 11:44
101 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Novo bidrager til plus i eliteindekset und...

I en byge af negative justeringer af kursmål, der mandag morgen er styrtet ned over det danske aktiemarked, synes Mærsk, Sydbank og Ørsted i bunden af C25-indekset at være hårdest ramt.

Novo Nordisk har omvendt mobiliseret nok modstandskraft til at bevare en position tæt på toppen af eliteindekset, og det samlede billede er mandag middag positiv med et plus til C25-indekse til 1604,94 eller med 0,5 pct. i forhold til lukkeniveauet fredag.

Fra selskaberne selv er nyhedsstrømmen nærmest ikke eksisterende sidste dag, før den danske regnskabssæson for alvor tager fart tirsdag med regnskaber fra Carlsberg og Unibrew og med DSV og Danske Bank senere på ugen.

- Så er vi jo i gang. Det kommer til at fylde meget. Det bliver spændende at se, hvordan de har klaret kvartalet, og det bliver rigtig interessant at høre, hvordan de kikker ind i fremtiden med alt det, der er sket, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

Mandag er der også fortsat interesse for den efterhånden permanente makrodagsorden:

- Der er meget fokus på udviklingen i handelskrigen. Der var meldinger fra den amerikanske finansminister Scott Bessent om positive vinde i forhandlingerne med de lande, de taler med i Asien. Og så er der selvfølgelig også krigen i Ukraine og de forhandlinger, som er i gang der, bemærker Martin Munk.

Nøgletal er derimod generelt trådt lidt i baggrunden, mener aktierådgiveren.

- Mange af dem, vi får, er måske allerede lidt forældede, fordi de ikke tage højde for den nye situation, vi er kommet i, vurderer han.

PLUS TIL NOVO TRODS NEDJUSTERING

Novo har været til eftersyn hos den britisk-asiatisk storbank HSBC, der nu sigter efter 680 kr. mod tidligere 1150 kr., mens anbefalingen "køb" gentages.

Imens har Morgan Stanley sænket kursmålet for Novos ADR-notering til 87 dollar fra 99 dollar med en gentaget anbefaling "ligevægt". Det nye kursmål svarer til 572 kr.

Medicinalaktien ligger ved middagstid 1,2. højere i 408,20 kr.

MÆRSK IKKE DET VÆRD

Mærsk har fået sænket sin anbefaling til "sælg" fra "hold" af Danske Bank i en analyse under overskriften "Ikke det værd". I samme ombæring har banken sænket sit kursmål for aktien til 9400 kr. til 12.300 kr.

B-aktien falder med 1,0 pct. til 10.885 kr.

STIME AF KURSMÅL

DSV har været under behandling hos norske DNB. Her skæres kursmålet til 1700 kr. fra 1800 kr. med en fortsat købsanbefaling. Transportaktien falder 0,2 pct. til 1277,50 kr.

Ørsted får stadig anbefalingen "market perform" af Bernstein, der skærer kursmålet til 315 kr. fra 395 kr. Ørsted taber 1,3 pct. til 254,80 kr.

I samme branche har Vestas fået skåret en femmer af sit kursmål hos Sparebank 1. Det nye kursmål er på 80 kr. Vestas stiger 1,4 pct. til 88,22 kr.

SYDBANK SKÅRET AF SEB

Sydbank er blevet sænket til "hold" fra "køb" hos SEB, der samtidig har trimmet kursmålet til 440 kr. fra 500 kr. Bankaktien falder 1,3 pct. til 413,20 kr.

Kollegaen Nordea fået studset sit kursmål til 108 kr. fra 116 kr. hos Morgan Stanley, der stadig anbefaler "overvægt". Nordea er i plus med 1,6 pct. til 89,66 kr.

Også GN har været til eftersyn hos ABG, der sænker sit kursmål til 150 kr. fra 180 kr. og gentager anbefalingen "køb".

Kepler Cheuvreux bidrager med en nedgradering af anbefalingen af GN til "hold" fra "køb", mens kursmålet reduceres til 112 kr. fra 183 kr.

GN-aktien falder 0,5 pct. til 98,46 kr.

ROCKWOOL NEDJUSTERET AF DANSKE BANK

Rockwool får sænket sit kursmål til 315 kr. fra 335 kr. af Danske Bank, der frygter, at geopolitisk usikkerhed vil føre til en vis tøven blandt kunderne. Rockwool står imod og stiger 2,1 pct. til 293,40 kr. i toppen af C25-indekset.

E-handelsplatformen Boozt har efter sin nedjustering i sidste uge, som kappede 17,8 pct. af aktiekursen fredag, fået skåret kursmålet hos svenske SEB, hos norske ABG og hos Danske Bank.

Hos SEB er kursmålet nu 57,64 kr. fra 67,81 kr., og hos ABG er kursmålet 88,16 kr. fra 94,93 kr. Danske Bank har sænket sit kursmål til 71,24 kr. fra 94,98 kr., i et notat, hvor Boozt´s prognoser beskrives som "underligt svag".

Men Boozt stiger mandag middag 0,1 pct. til 55,15 kr.

SHB´s nye kursmål for FLSmidth skiller sig ud ved at være en opjustering til 320 kr. fra 300 kr. Men ingeniøraktien taber 0,9 pct. til 304,40 kr.



.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her