22. apr. 2025 kl. 11:44
100 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/middag: Novo og Ørsted presset hårdt ned og sender...

Med tungt pres på medicinalkæmpen Novo Nordisk og energiselskabet Ørsted ligger det danske aktiemarked dybt i rødt tirsdag, hvor handlerne fordøjer flere store begivenheder over påsken.

Mistilliden til USA fortsætter på de finansielle markeder, hvor en svækkelse af dollar efterhånden i lang tid har gået hånd i hånd med stigende renter og faldende aktier. Kapitalflugten hænger sammen med stor usikkerhed om den førte handelspolitik kombineret med skiftende meldinger fra præsident Donald Trump og administrationen.

Også mandag aften faldt de amerikanske aktier klart, mens handlerne i Danmark fortsat holdt lukket i anledningen af anden påskedag.

På de europæiske markeder byder tirsdag på moderate fald i flere lande, men ikke i nærheden af, hvad vi ser i Danmark. Her tynger Novo, der over påsken har fået negativt konkurrentnyt.

- Det er rigtig solide data, som Eli Lilly har offentliggjort, siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank.

Det bidrager til et samlet fald i C25-indekset på 1,8 pct. til 1547,76.

NOVO OG ZEALAND PRESSES AF STÆRKE DATA FRA RIVAL

Novo Nordisk-aktien skubbes ned med 6,9 pct. til 392,05 kr. mandag, efter at ærkerivalen Eli Lilly henover påsken har fremlagt stærke data for vægttabspillen Orforglipron.

- Det vægttab, som er opnået i diabetikere, gøder for et endnu større vægttab for kraftigt overvægtige i det studie, der rapporteres senere. Det ligner, at man står med en konkurrencedygtig pille i markedet for fedmebehandling, siger Søren Løntoft Hansen.

Novo Nordisk er også belastet af en sænket anbefaling hos BMO Capital Markets, der har skruet ned til "market perform" fra "outperform".

Samtidig er kursmålet sænket til 64 dollar, hvilket svarer til cirka 414 kr., fra 105 dollar, viser data fra Bloomberg News.

Intron har hertil sænket kursmålet til 350 kr. fra 460 kr. og anbefaler uændret "sælg".

Også aktien i Zealand Pharma, som udvikler fedmemidler, er ramt af nyheden fra Eli Lilly. Aktien falder 6,1 pct. til 398,60 kr.

Zealands Pharma har desuden fået sænket sit kursmål til 873 kr. fra 980 kr. af Goldman Sachs, der dog fastholder "køb".

ØRSTED FÅR SÆNKET ANBEFALING HOS BARCLAYS

Presset er også stort på Ørsted, der ser aktien smide 7,2 pct. til 266 kr. tirsdag.

Den britiske storbank Barclays har sænket sin anbefaling af aktien i energiselskabet Ørsted til "undervægt" fra "ligevægt", og samtidig er kursmålet sænket til 240 kr. fra 365 kr., viser data fra Bloomberg News.

Ørsted har også fået sænket anbefalingen hos Bank of America, der har skruet ned til "underperform" fra "neutral".

Ørsted er i risiko for at få stoppet flere af sine projekter i USA, der kan føre til nye milliardnedskrivninger for den danske energikoncern. Det mener Bank of Americas analytiker Peter Bisztyga.

Den sænkede anbefaling følger Trump-administrationens bremse på etableringen af Equinors amerikanske projekt Empire Wind. Det er et tiltag, der øger risikoen for Ørsteds to amerikanske projekter Sunrise Wind og Revolution Wind, skriver analytikeren i et notat. Det kan føre til nye nedskrivninger på op mod 35 mia. kr., hvilket i tilgift kan betyde et farvel til en skattebesparelse i USA på 16 mia. kr., lyder advarslen.

Med i bunden er også A.P. Møller-Mærsk, der har fået sænket sin anbefaling hos norske Fearnley Securities til "sælg" fra "hold". Kursmålet er samtidig sænket til 7800 kr. fra 10.400 kr.

Mærsks B-aktie falder 3,4 pct. til 10.400 kr.

EN SVÆRM AF ANALYSENYT

Risikoen for en recession i verdensøkonomien og toldsatsernes påvirkning direkte på Pandora får Danske Bank til at sænke kursmålet for den danske smykkeaktie til 1300 kr. fra 1530 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes.

Aktien ligger uændret i 921 kr.

Novonesis har desuden fået sænket kursmålet hos tyske Berenberg til 485 kr. fra 515 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", viser data fra Bloomberg News.

Aktien falder 0,9 pct. til 406,20 kr.

For Genmab er det gået den anden vej. Selskabet har fået løftet kursmålet for sin amerikanske notering hos Leerink Partners til 29 dollar fra 27 dollar. Der går ti af Genmabs ADR-aktier på én dansk. Det nye kursmål svarer således til 1877,90 kr.

Tirsdag stiger Genmab 0,3 pct. til 1295 kr.

Demant har fået skåret kursmålet til 240 kr. fra 290 kr. med anbefalingen "hold" fastholdt.

Aktien falder 1,8 pct. til 219,60 kr.

Bavarian Nordic kunne sent onsdag gå på påskeferie med den glædelige nyhed om, at en rådgivningskomite under de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), anbefaler at godkende det danske selskabs chikungunyavaccine.

Aktien falder dog 4 pct. til 145,60 kr.

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her