28. apr. 2025 kl. 08:37
89 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Aktier/tendens: Udsigt til flad åbning trods sænkede kurs...

En stribe barberede kursmål på blandt andet Novo Nordisk, Ørsted og DSV og en skåret anbefaling af Sydbank kan sætte dagsordenen på det danske aktiemarked mandag. Her ser det generelle marked dog ud til at åbne nogenlunde uændret.

Den tyske DAX-future stiger marginalt mandag morgen, efter stigninger i USA fredag efter dansk børslukketid, men de amerikanske futures falder.

Hovedparten af de danske eliteaktier endte fredag højere og medvirkede til at sikre det danske C25-indeks et plus på 0,3 pct. til 1597,67.

Mandag ser den stime af fire grønne dage i USA dog ud til at få en ende. Futures for de toneangivende indeks amerikanske indeks viger 0,4-0,5 pct.

SÆNKEDE KURSMÅL MEN STADIG POTENTIALE

Herhjemme har Novo, DSV og Ørsted fået skåret kursmål.

Novo har været til eftersyn hos HSBC, der nu sigter efter 680 kr. mod tidligere 1150 kr., mens anbefalingen "køb" gentages.

Imens har Morgan Stanley sænket kursmålet for Novos ADR-notering til 87 dollar fra 99 dollar med en gentaget anbefaling "ligevægt". Det nye kursmål svarer til 572 kr.

Fredag faldt Novo-aktien 1,6 pct. til 403,50 kr., så både Morgan Stanley og HSBC sigter stadig markant højere.

Tilsvarende har DSV forud for sit regnskab for første kvartal fået sænket kursmålet hos DNB til 1700 kr. fra 1800 kr. med en fortsat købsanbefaling. Transportaktien lukkede fredag i 1280 kr. efter en stigning på 0,1 pct.

Ørsted får stadig anbefalingen "market perform" af Bernstein, der skærer kursmålet til 315 kr. fra 395 kr. Ørsted lukkede i 258,10 kr. efter et fald på 2,6 pct. fredag.

I samme branche har Vestas fået skåret en femmer af sit kursmål hos Sparebank 1. Det nye kursmål på 80 kr. indikerer et negativt potentiale sammenlignet med fredagens lukkekurs på 87 kr.

SYDBANK SKÅRET AF SEB

Sydbank er blevet sænket til "hold" fra "køb" hos SEB, der samtidig har trimmet kursmålet til 440 kr. fra 500 kr. Bankaktien steg 2,2 pct. fredag til 418,80 kr.

Og i samme branche har Nordea fået studset sit kursmål til 108 kr. fra 116 kr. hos Morgan Stanley, der stadig anbefaler "overvægt". Nordea steg fredag 1,5 pct. til 88,24 kr.

Også GN har været til eftersyn hos ABG, der sænker sit kursmål til 150 kr. fra 180 kr. og gentager anbefalingen "køb". GN endte fredag 1,1 pct. lavere i 98,92 kr.

Og så har Boozt efter sin nedjustering i sidste uge, som kappede 17,8 pct. af aktiekursen fredag, fået skåret kursmålet hos SEB og norske ABG.

Hos SEB er kursmålet nu 57,64 kr. fra 67,81 kr. med anbefalingen "hold", og hos ABG er kursmålet 88,16 kr. fra 94,93 kr. med en uændret købsanbefaling. Lukkekursen fredag var 55,10 kr. for Boozt.



.\\˙ MarketWire



Jakob Dalskov +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her