23. apr. 2025 kl. 17:54
60 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Europa/lukning: SAP toppede grønne markeder efter håb om ...

Nye tegn på en opblødning af handelskonflikten mellem USA og Kina gav onsdag næring til plusser i Europa, hvor særligt den tyske it-gigant SAP løb fra feltet efter sit kvartalsregnskab.

Onsdag kom det frem, at USA´s præsident, Donald Trump, overvejer at sænke tolden på kinesiske varer til 50-65 pct. fra den nuværende sats på 145 pct.

En efterfølgende melding fra finansminister Scott Bessent om, at der ikke nødvendigvis er tale om en bred lempelse, tog dog toppen af opturen, og facit for det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 blev et plus på 1,8 pct. til 516,77.

- Der har været en følelse af optimisme, at det værst tænkelige nok ikke sker, og markederne reagerer meget positivt i Europa - ikke bare på grund af spændingerne med Kina, men også på udsigten til at vi måske alligevel helt kan undgå en handelskrig, siger Nick Saunders, der er administrerende direktør i Webull UK, til Reuters.

- Der har været en fare for, at markederne er begyndt kun at reagere på henkastede bemærkninger fra præsidenten snarere end handlinger, tilføjer han.

SAP MED STØRSTE STIGNING I SEKS ÅR

Den tyske it-gigant SAP oplevede onsdag sin største stigning i seks år, efter at selskabet tirsdag aften gjorde status for et ventet svært første kvartal.

Aktien steg 10,6 pct. til 241,70 euro.

Årets tre første måneder bød på en lidt svagere toplinje, end analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med, mens driftsoverskuddet og bundlinjen omvendt imponerede.

Analytikerkorpset roser da også regnskabet, og hos Morgan Stanley bemærker analytiker Adam Wood, at indtjeningen var 10 pct. over hans estimater, og at SAP´s ordrebog inden for cloud-løsninger bugnede sammenlignet med konsensus.

Både ordrebog og udviklingen i første kvartal bør berolige investorerne, "som vi tror nok var mere nervøse forud for et SAP-regnskab end i de seneste kvartaler", vurderer Adam Wood.

Nederst i Stoxx 600 endte Reckitt Benckiser, der blandt andet står bag Vanish og Strepsil, efter en skuffende salgsudvikling i første kvartal.

Det sammenlignelige salg steg i første kvartal med 1,1 pct., mens analytikerne havde regnet med 1,8 pct.

Aktien dykkede 5,7 pct. til 4668 pence.



.\\˙ MarketWire



Morten Frederik Heltoft +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her