26. jan. 2024 kl. 14:17
696 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Express Bank lukker aktiviteter i Danmark, Norge og Sveri...

Den digitale bank Express Bank, som er ejet af franske BNP Paribas, lukker sine aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige.

I Danmark har ca. 220 medarbejdere i Express Bank fået at vide, at deres arbejdsplads lukker.

Det skriver Finansforbundet i en pressemeddelelse.

- Det er enormt trist for de berørte medarbejdere, at Express Bank lukker deres aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige. Vores fokus er naturligvis på de berørte medarbejdere og på at hjælpe både dem og tillidsrepræsentanterne i virksomheden så godt som overhovedet muligt, siger Dorrit Brandt, formand for Finansforbundet.

Express Bank blev etableret i 1987 som et samarbejde mellem Handelsbanken og Dansk Supermarked. Den digitale forbrugerbank fik i 2008 banklicens i Norge, som var næste stop i ekspansionen, men det svenske marked kom på i 2017 gennem opkøbet af SevenDay.

Virksomheden er et 100 pct. ejet datterselskab hos BNP Paribas Personal Finance, som er en del af den store franske finanskoncern BNP Paribas Group.

I Danmark har Express Bank hovedkontor i Taastrup.

Nu skal det afklares, hvordan og hvornår virksomhedens aktiviteter lukkes ned, og tillidsrepræsentanterne i Express Bank går gang med forhandlinger om det videre forløb for de berørte medarbejdere, fremgår det endvidere.

- Det er helt afgørende, at medarbejderne kommer rimeligt og fornuftigt videre. Tillidsrepræsentanterne skal nu i dialog med virksomheden om, hvad der mere konkret skal ske i den kommende periode. Den proces følger vi nøje og understøtter så godt vi kan, og så vil vi naturligvis derfra fokusere på at hjælpe vores medlemmer godt videre i deres arbejdsliv, siger Dorrit Brandt.

Ved udgangen af første halvår 2023 havde Express Bank et udlån på 12,1 mia. kr., hvilket var 5 pct. lavere end ved udgangen af 2022.

Banken har været hårdt ramt af skærpede krav til kreditvurderinger, hvilket har ført til en stor opbremsning i nye udlån.

Det seneste offentliggjorte regnskab viste et underskud i andet kvartal af 2023 på 197 mio. kr. før skat.

- Sammenlignet med andet kvartal sidste år er dette et fald på 245 mio. kr., primært drevet af en lavere rentemargin rentemarginal, udviklingen i nedskrivningerne samt øgede driftsomkostninger og afskrivninger, fremgik det af halvårsregnskabet.

I halvårsregnskabet blev der guidet et underskud for hele året på 300-400 mio. kr.

- Anden halvdel af 2023 vil fortsat være udfordrende primært på risikoomkostningssiden. Den makroøkonomiske udsigt er fortsat negativ i Sverige, og selv om inddrivelserne på retssagsporteføljer forbedres, vil det tage tid, før at det materialiser sig i tab fra misligholdelser, skrev banken.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her