28. apr. 2025 kl. 17:08
88 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Mandagens aktier: Kaskade af nye lavere kursmål - men Nov...

Fremgang til ikke mindst indekstunge Novo Nordisk mere end opvejede mandagens tab til blandt andet Ørsted. Og det samlede billede af dagens aktiehandel blev et C25-indeks med et plus på 0,7 pct. til 1608,54.

Justeringer af kursmål fløj om ørerne på handlerne, og langt de fleste var negative. Men det hindrede ikke en positiv udvikling for 2/3 af eliteindeksets aktier.

Fra selskaberne selv var nyhedsstrømmen nærmest ikke eksisterende sidste dag, før den danske regnskabssæson for alvor tager fart tirsdag med regnskaber fra Carlsberg og Unibrew og med DSV og Danske Bank senere på ugen.

- Så er vi jo i gang, og det kommer til at fylde meget. Det bliver spændende at se, hvordan de har klaret kvartalet, og det bliver rigtig interessant at høre, hvordan de kikker ind i fremtiden med alt det, der er sket, siger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

Mandag var der også fortsat interesse for den efterhånden permanente makrodagsorden:

- Der er meget fokus på udviklingen i handelskrigen. Der var meldinger fra den amerikanske finansminister Scott Bessent om positive vinde i forhandlingerne med de lande, de taler med i Asien. Og så er der selvfølgelig også krigen i Ukraine og de forhandlinger, som er i gang der, bemærker Martin Munk.

Nøgletal er derimod generelt trådt lidt i baggrunden, mener aktierådgiveren.

- Mange af dem, vi får, er måske allerede lidt forældede, fordi de ikke tager højde for den nye situation, vi er kommet i, vurderer han.

PLUS TIL NOVO TRODS NEDJUSTERING

Novo har været til eftersyn hos den britisk-asiatiske storbank HSBC, der nu sigter efter 680 kr. mod tidligere 1150 kr., mens anbefalingen "køb" gentages.

Imens har Morgan Stanley sænket kursmålet for Novos amerikanske ADR-notering til 87 dollar fra 99 dollar med en gentaget anbefaling "ligevægt". Det nye kursmål svarer til 572 kr.

Medicinalaktien steg tæt på toppen af C25 2,7 pct. til 432,80 kr.

Helt i toppen af C25 regerede Zealand Pharma med et plus på 2,9 pct. til 432,80 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

MÆRSK IKKE DET VÆRD

Mærsk fik sænket sin anbefaling til "sælg" fra "hold" af Danske Bank i en analyse under overskriften "Ikke det værd". I samme ombæring sænkede banken sit kursmål til 9400 kr. fra 12.300 kr.

B-aktien faldt 0,2 pct. til 10.970 kr.

STIME AF KURSMÅL

DSV havde været under behandling hos norske DNB, som har skåret kursmålet til 1700 kr. fra 1800 kr. med en fortsat købsanbefaling. Transportaktien faldt 0,2 pct. til 1277,50 kr.

Ørsted får stadig anbefalingen "market perform" af Bernstein, der sænkede kursmålet til 315 kr. fra 395 kr. Ørsted tabte 1,8 pct. til 253,50 kr. helt i bunden af eliteindekset.

I samme branche fik Vestas skåret en femmer af sit kursmål hos Sparebank 1. Det nye kursmål er på 80 kr. Vestas steg 1,4 pct. til 88,20 kr. og var dermed en af dagens topscorere.

SYDBANK SÆNKET AF SEB

Sydbank blev sænket til "hold" fra "køb" hos SEB, der samtidig trimmede kursmålet til 440 kr. fra 500 kr. Bankaktien faldt 1,2 pct. til 413,60 kr. som en af dagens ringest præsterende aktier.

Kollegaen Nordea fik studset sit kursmål til 108 kr. fra 116 kr. hos Morgan Stanley, der stadig anbefaler "overvægt". Nordea lukkede 1,1 pct. højere i 89,22 kr.

Også GN har været til eftersyn hos ABG, der har sænket sit kursmål til 150 kr. fra 180 kr. og gentager anbefalingen "køb".

Kepler Cheuvreux bidrager med en nedgradering af anbefalingen af GN til "hold" fra "køb", mens kursmålet reduceres til 112 kr. fra 183 kr.

GN-aktien faldt 0,2 pct. til 98,70 kr.

ROCKWOOL NEDJUSTERET AF DANSKE BANK

Rockwool fik sænket sit kursmål til 315 kr. fra 335 kr. af Danske Bank, der frygter, at geopolitisk usikkerhed vil føre til en vis tøven blandt kunderne. Rockwool stod imod og steg 2,5 pct. til 294,60kr.

E-handelsplatformen Boozt har efter sin nedjustering i sidste uge, som kappede 17,8 pct. af aktiekursen fredag, fået skåret kursmålet hos svenske SEB, hos norske ABG og hos Danske Bank.

Hos SEB er kursmålet nu 57,64 kr. fra 67,81 kr., og hos ABG er kursmålet sænket til 88,16 kr. fra 94,93 kr. Danske Bank har sænket sit kursmål til 71,24 kr. fra 94,98 kr., i et notat, hvor Boozts prognose beskrives som "underligt svag".

Yderligere lancerede Boozt mandag et tilbagekøb af egne aktier for 200 mio. svenske kr., og aktien steg 2,1 pct. til 56,25 kr.

SHB´s nye kursmål for FLSmidth skiller sig ud ved at være en opjustering til 320 kr. fra 300 kr. Men ingeniøraktien tabte 1,0 pct. til 304 kr.

Mens Redburn Atlantics nye kursmål for Novonesis på 420 kr. er en nedjustering fra 460 kr. Aktien faldt 0,5 pct. til 411 kr.

.\\˙ MarketWire



Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her