22. apr. 2025 kl. 09:29
158 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Ørsted får kurstæsk efter skidt nyt fra USA: Risikerer ny...

Aktien i Ørsted falder tungt fra åbningen tirsdag, efter at den amerikanske regering har beordret arbejdet stoppet på opførelsen af havmølleparken Empire Wind 1, som norske Equinor er ved at opføre ud for New York.

Mens det først og fremmest naturligvis er skidt nyt for Equinor, så skaber det også stor usikkerhed om de to projekter, som Ørsted er i færd med at opføre i USA.

Ørsted er aktuelt i færd med at opføre to projekter i USA, henholdsvis Sunrise Wind og Revolution Wind, og hvis den amerikanske regering spænder ben for de projekter risikerer det danske energiselskab nye milliardnedskrivninger.

Det mener Bank of Americas analytiker Peter Bisztyga, der ifølge Bloomberg News har sænket anbefalingen for Ørsted-aktien til "underperform" fra "neutral". Samtidig er kursmålet sænket til 265 kr. fra 350 kr.

Med byggestoppet for Empire Wind vurderer analytikeren, at risikoen for samme skæbne for Ørsteds projekter er steget betydeligt.

Det kan føre til nye nedskrivninger på op mod 35 mia. kr., hvilket i tilgift kan betyde et farvel til en skattebesparelse i USA på 16 mia. kr., advarer Peter Bisztyga.

Også Citi ser risiko for nye milliardnedskrivninger, skriver Energiwatch.

- Taget i betragtning hvor langt Ørsted er i byggeprocessen - ca. 65 pct. af investeringerne (capex) er brugt på Revolution, ca. 25 pct. på Sunrise – og at hele forsyningskæden for byggeriet er sikret, vurderer vi, at det reelt vil have de samme omkostninger for Ørsted at bygge projekterne som at droppe dem, skriver Citi ifølge branchemediet.

Efter nyheden har også det britiske finanshus Barclays kastet et mere kritisk blik på Ørsted-aktien. Anbefalingen er sat ned til "undervægt" fra "ligevægt" og kursmålet til 240 kr. fra 365 kr.

Aktien i Ørsted ligger tirsdag ved 9.25-tiden 8,0 pct. lavere i 263,50 kr.

.\\˙ MarketWire



Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her