24. apr. 2025 kl. 17:08
44 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

Torsdagens aktier: Pandora, GN og Mærsk skiftede til bund...

Onsdagens vindere - Pandora, GN og Mærsk - blev torsdag taberne i det danske C25-indeks, hvor de var med til at tynge eliteindekset ned i 1593,38, svarende til et fald på 0,5 pct. i forhold til onsdagens slutniveau.

Onsdag steg indekset solide 3,3 pct. i håb om mildere toner fra USA i handelskonflikten med Kina, men torsdag er det håb blegnet blandt andet efter udtalelser fra den amerikanske finansminister, Scott Bessent, sidst på eftermiddagen onsdag om, at USA ikke har tilbudt Kina ensidige toldnedsættelser.

- Det er egentlig ret simpelt og et udtryk for, hvor tydeligt afhængig markedsdeltagerne er af den kommunikation, der kommer ud fra præsident Donald Trump og hans administration. Og det er jo lidt paradoksalt, efter at selv samme Bessent sagde, at situationen med Kina er uholdbar, og det steg aktierne på, påpeger Otto Friedrichsen, der er viceinvesteringsdirektør og strateg hos Formuepleje.

- Vi er i et vakuum, hvor handelsretorik, centralbankretorik og selskabernes indtjening er kilder til usikkerhed, som er med til at bevæge specielt aktiemarkedet, uddyber han.

DYR DAG FOR DE KONJUNKTURFØLSOMME

GN lukkede tæt på bunden af C25-indekset med et fald på 2,0 pct. til 100 kr., efter at aktien onsdag præsterede et plus på 10,6 pct.

GN har gennem de seneste måneder præget af toldkrigsretorik vist stor kursfølsomhed med afsæt i, at selskabet har en stor produktion i Kina og samtidig en stor del af omsætningen i USA.

Også Vestas var på retræte med et fald på 2,0 pct. til 86,06 kr.

Helt i bunden lukkede Mærsk med et fald for B-aktien på 3,0 pct. til 10.860 kr.

- Specielt Mærsk er meget følsom over for handelskrigens negative effekter for deres indtjening på længere sigt. Og generelt påvirkes de konjunkturfølsomme aktier - både når udtalelserne er positive, og når der modereres, og investorerne bliver lidt afventende, siger Formueplejes viceinvesteringsdirektør.

Yderligere var Mærsk belastet af, at priserne for at få fragtet en container er faldet 1,6 pct. den seneste uge. Det viser data fra World Container Index (WCI), der opgøres af konsulenthuset Drewry.

Pandora tabte 2,4 pct. til 959,20 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

STABILE I TOP

På klassisk vis gavnede torsdagens mere usikre marked de overvejende stabile aktier som for eksempel Carlsberg, som steg 0,1 pct. til 893,40 kr. og Novonesis, som steg 0,6 pct. til 413,20 kr.

Carlsberg fik løftet sit kursmål til 1280 kr. fra 1050 kr. af finanshuset Bernstein.

Ambu og Zealand Pharma steg henholdsvis 0,9 pct. til 117,10 kr. og 4,7 pct. til 425 kr.

FØRSTE DELTAGER INDRULLERET I ZEALANDS VÆGTTABSSTUDIE

Zealand Pharma oplyste torsdag morgen, at selskabet har indrulleret sin første deltager til et fase 2b-studie med vægttabskandidaten Petrelintid.

I studiet Zupreme-2 vil tre doser med Petrelintid på op til 9 mg blive testet over 28 uger. Indrulleringen ventes gennemført i andet halvår af 2025.

REGNSKAB FRA DSV-RIVAL

Mere selskabsrelateret lagde den schweiziske DSV-rival Kuehne + Nagel regnskab frem torsdag morgen. Transportgiganten overrasker positivt på både omsætning og indtjening i første kvartal. Driftsoverskuddet, EBIT, blev 402 mio. schweizerfranc mod ventet 395,5 mio. schweizerfranc og 376 mio. schweizerfranc i første kvartal 2024.

I København faldt DSV 0,4 pct. til 1278,50 kr.

Der var analysenyt til FLSmidth, som har fået sænket kursmålet med 17 pct. til 320 kr. fra førhen 385 kr. af SEB Bank. Danske Bank har desuden sat sit kursmål for ingeniørkoncernens aktie til 400 kr. fra 440 kr.

FLSmidth har også fået branchenyt fra rivalen Metso, der overrasker positivt med ordreindgangen i første kvartal.

Aktien steg 1,3 pct. til 308 kr. efter onsdagens stigning på 4,4 pct.

Rederiet Norden måtte desuden se sit kursmål blive reduceret med 12 pct. til 269 kr. fra førhen 307 kr. hos finanshuset ABG Sundal Collier. Anbefalingen er fortsat "køb".

Nordens aktie faldt 0,5 pct. til 168,10 kr.

Tivoli fremlagde regnskab for det noget tynde første kvartal frem. Det viser en tilbagegang i omsætningen til 70 mio. kr. fra 90 mio. kr. i sammen kvartal sidste år, mens underskuddet er vokset til 99 mio. kr. fra 88 mio. kr. Men Tivoli venter fortsat et overskud for hele året på 130 mio. kr.

Regnskabet blev modtaget med et minus på 0,4 pct. til 633,10 kr. for aktien.



.\\˙ MarketWire







Henning Nielsen +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her