16. apr. 2025 kl. 06:22
98 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/lukning: Nvidia, Palantir og Netflix kæmpede forgæves...

De amerikanske aktier lagde tirsdag ud med solid fremgang, men trods stigninger til Nvidia, Netflix og Palantir faldt markedet alligevel tilbage og endte med et let fald.

Onsdag morgen er faldene taget til i formarkederne, da USA har indført eksportrestriktioner på mikrochips. Det sender futures for S&P 500 ned med 0,9 pct., mens Nasdaq-indekset indikeres ned med 1,5 pct. og Dow Jones med 0,4 pct.

Meldingen ramte især chipproducenten Nvidia, der faldt 6,8 pct. i eftermarkedet.

Der var også onsdag blandede nyheder på toldfronten, da Kina optrappede ved at påbyde landets luftfartsselskaber ikke at købe flere fly hos amerikanske Boeing eller flydele fra producenter i USA, og da europæiske repræsentanter ikke ser store fremskridt i forhandlingerne med USA, mens præsident Trump mandag aften åbnede for en udsættelse af told på biler.

Der var imidlertid efter sidste uges udsalg i amerikanske statsobligationer, trods et aktiemarked, der steg hele 5,7 pct, faldet mere ro på rentemarkedet, hvor de effektive renter satte sig let. Den udvikling kom i kølvandet af kommentarer fra USA´s finansminister, Scott Bessent, mandag aften om, at udlandet ikke har solgt ud.

Det brede S&P 500-indeks tabte 0,2 pct., selv om det på et tidspunkt faktisk var i pus med 0,8 pct., mens Dow Jones smed 0,4 pct., og Nasdaq gik tilbage med 0,1 pct.

- Vi har et marked, hvor der er flere halvgode historier ude. Donald Trump og Canada har talt om lempelser på biltold. Risikofrygten er faldet igen, og dollaren bliver styrket lidt, kommenterer investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Vi har imidlertid stadig en regnskabssæson, hvor selskaberne har svært ved at komme med klare forventninger, og vi har fortsat uforudsigelige Donald Trump i baggrunden.

Danske Banks investeringsekspert peger samtidig på, at pengene fortsat flyder ud af USA og over mod Europa, hvor der endelig er tegn på momentum i økonomien, og hvor aktierne er billig.

- Det er en value case, som stikker hovedet frem, og ikke længere en value trap, og det går ud over USA. Lommerne er nemlig ikke så dybe. Investorerne kan ikke bare tage nye penge og lægge i Europa, men skal finde pengene et sted, og det er i USA, analyserer Lars Skovgaard Andersen.

- Derfor er markedet stadig blødt i USA.

SIGTER PÅ 1000 MIA. DOLLAR

I S&P 500 klarede it-aktierne sig tirsdag bedst med en fremgang på 0,3 pct. pct., mens finans også vandt 0,2 pct.

Kommunikationsservice leverede derimod et minus på 0,6 pct., mens cyklisk forbrug tabte endnu mere med 0,8 pct.

Det var Nvidia, som trak mest op i markedet tirsdag med et plus på 1,4 pct., mens chipkæmpens konkurrent Broadcom også vandt 0,3 pct.

Ligeledes inden for it tabte Microsoft dog 0,5 pct., mens Apple også tog et skridt tilbage på 0,2 pct. Softwarevirksomheden Palantir blev derimod løftet 6,2 pct.

I kommunikationsservice var Netflix også med fremme og steg hele 4,8 pct., mens Alphabet omvendt smed 1,7 pct., og Meta Platforms tabte 1,9 pct.

For streamingkæmpens vedkommende skyldtes stigningen en artikel i The Wall Street Journal om, at Netflix planlægger en fordobling af omsætningen frem mod 2030, ligesom koncernen har som mål at nå en markedsværdi på 1000 mia. dollar mod tirsdagens knap 420 mia. dollar.

I cyklisk forbrug steg Tesla sideløbende med 0,7 pct., mens Amazon i samme sektor dog tabte 1,4 pct. og dermed mere end nogen anden aktie tyngede i det amerikanske hovedindeks.

BANKER STEG



Inden for finans var det bankaktierne, som løftede med en stigning til Bank of America på 3,6 pct. og til Citigroup på 1,8 pct.

Fremgangen til Bank of America kom på bagkant af rekord i årets første tre måneder, hvor handelsindtægterne såvel som låneindtægterne overraskede positivt, mens Citigroup også i samme periode klarede sig bedre i handelsforretningen end ventet.

På regnskabsfronten var der derimod et mindre minus på 0,5 pct. til Johnson & Johnson, selv om medicinalkæmpen i første kvartal klarede sig bedre end ventet, og selv om selskabet fastholdt sine forventninger trods risikoen for told på medicinalprodukter.

Der var til gengæld fremgang til HP Enterprise, som steg 5,1 pct. på nyheden om, at aktivistinvestoren Elliott Investment Management har købt aktier for 1,5 mia. dollar i it-konsulenten.

Ligeledes uden for S&P 500 tabte Allegro Microsystems 9,7 pct. til 19,88 dollar, efter at ON Semicondutor (Onsemi) mandag aften trak et opkøbstilbud på 35,10 dollar per aktie, eller til en samlet værdi af 6,9 mia. dollar, tilbage.

.\\˙ MarketWire



Christian Iversen Kielberg +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail: [email protected] , www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her