22. apr. 2025 kl. 14:58
92 visninger
Artiklen er leveret af Marketwire og er ikke et udtryk for Sydinvests holdninger, vurderinger eller forventninger.

USA/tendens: Amerikanske aktier står til lille comeback -...

Der er et lille comeback at spore for de amerikanske aktier tirsdag, hvor futures for de tre ledende indeks lyser grønt.

Det sker efter store tab onsdag før påskedagene og senest mandag, der var en normal handelsdag i USA, mens det danske marked fortsat var lukket.

Plusserne i USA er dog fortsat beskedne sammenholdt med de seneste dages nedtur. Nasdaq-futuren stiger mest med 0,9 pct., mens Dow Jones og S&P 500 følger trop med fremgang på 0,8 pct. for begge.

Frygt og uro har fortsat fat i markedet, og handlerne svinger frem og tilbage i deres syn på fremtiden. Samtidig fortsætter guld med at agere sikker havn for dem, der søger væk fra aktierne, og prisen slår igen rekord i over 3498 dollar for en troy ounce.

- Vi forventer, at markedet vil fortsætte med at fluktuere på kort sigt, siger Vincent Juvyns, der er chefstrateg hos ING, ifølge Bloomberg News.

Han fortæller, at finanshuset for tiden har en neutral holdning til aktier, hvor man mest af alt skal vide, at man ikke kan vide, hvad der vil ske.

LANGER UD EFTER CENTRALBANK

Frygten for optrapningen af spændingerne mellem USA og Kina var dominerende på Wall Street hen over påsken, og mandag var det endnu engang præsident Donald Trumps kritik af Jerome Powell, chefen for den amerikanske centralbank, der trak overskrifter. Trump mener, at Federal Reserve er for langsom til at sænke renterne.

Det har på ny fået de finansielle markeder til at sætte spørgsmålstegn ved Federal Reserves fortsatte uafhængighed, og kombineret med ingen tegn på fremskridt i de globale handelsforhandlinger gav det kø ved salgsknappen.

Dow Jones faldt anden påskedag 2,5 pct., det brede S&P 500-indeks faldt 2,4 pct., og Nasdaq mistede 2,6 pct. af værdien.

Udsalget gik især ud over de store teknologinavne med fald til regnskabsaktuelle Tesla og chipdarlingen Nvidia på henholdsvis 5,8 pct. og mere end 4,5 pct. Samtidig droppede Amazon og Meta Platforms begge 3 pct.

Onsdag før påske faldt S&P 500-indekset 2,2 pct., Dow Jones endte med et minus på 1,7 pct., og Nasdaq tabte 3,1 pct

TESLA LEVERER TAL

Tirsdag venter investorerne i spænding på nyt fra Elons Musks Tesla, som skal levere regnskabstal efter børsernes lukning.

Ifølge Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, er der lagt op til efterfølgende udsving i kursen, som han ser reagere med 5-10 pct. i enten positiv eller negativ retning.

- Når Tesla aflægger sit regnskab, er der tæt på garanti for større kursudsving. Fremtiden byder på muligheder, men også på meget synlige udfordringer, skriver han i en kommentar.



Han lægger særligt vægt på, i hvor høj grad "den politiske forbrugers" adfærd vil være at spore, og om Elon Musk kan lykkes med at vende tendensen.

Aktien stiger 0,9 pct. i formarkedet.

TELEGIGANT TABER KUNDER



Den amerikanske telegigant Verizon Communications tabte flere kunder end ventet i første kvartal, hvor både skærpet konkurrence og mindre salg til statslige myndigheder gjorde ondt.

Det sender aktien ned med 5,3 pct. i formarkedet.

Verizon tabte 289.000 månedlige telefonkunder i første kvartal. Det var markant over analytikernes estimater, der ifølge Bloomberg lå på 185.500 mistede kunder.

Verizon fastholder alle forventninger til året, men advarer om at antallet af nye kunder vil være "til den bløde side" på grund af skærpet konkurrence på markedet.

Den amerikanske våbenproducent Northrop Grumman har samtidig nedjusteret sine forventninger til indtjeningen efter et svagere end ventet første kvartal, der var ramt af stigende produktionsomkostningerne og øgede investeringer til B-21 bombeflyet.

Det falder ikke i god jord hos investorerne, der sender aktien ned med 8,9 pct. i formarkedet.

Selskabet, der både er verdens største producent af radarer og krigsskibe, nedjusterer forventningerne til den justerede indtjening per aktie i år til 24,95-25,35 dollar fra 27,85-28,25 dollar. Her lød analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 28,12 dollar

.\\˙ MarketWire



Trine Vestergaard +45 33 30 80 60 Marketwire, E-mail:[email protected], www.marketwire.dk

Hvordan vil du
vurdere artiklen?

Vær den første til at anmelde

Skal vi holde dig orienteret?

Så tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag løbende nyt fra investeringsmarkedet.

Tilmeld dig her